Mini-Guide: Tourrettes-sur-Loup, Provence-Alpes-Côte d'Azur

 
tourrettes-sur-loup 08.jpg
 
 

Traditionen tro havde jeg i forbindelse med min kærestes fødselsdag arrangeret en lille getaway til et hemmeligt sted i Europa. Destinationen var som altid hemmelig frem til afrejse. Den bliver først afsløret i lufthavnen, og valget i år faldt på den lille bjergby Tourrettes-sur-Loup i Provence-Alpes-Côte d'Azur. Det lykkedes faktisk at holde min kæreste hen i det uvisse helt frem til landing. Og inspireret af sidste års succes med Castell Son ClaretMallorca, havde jeg igen i år forsøgt at finde et sted, der ville være forholdsvis let at tilgå, men ikke var “storby” og gerne med lidt godt vejr.

TOURRETTES-SUR-LOUP

Det meget inspirerede valg, hvis jeg selv skal sige det, faldt på Tourrettes-sur-Loup efter at jeg havde foretaget min vanlige research på Instagram. Der havde jeg fundet det idylliske lille hotel Auberge de Tourrettes i den lille bjergby Tourrettes-sur-Loup. Byen ligger blot 20 min fra Nice lufthavn, hvilket gjorde den gamle middelalderby en klar favorit blandt kandidaterne. Byen er omgivet af kulturelle perler som bl.a. Fondation Maeght og La Colombe d'Or, som begge var på min egen bucket list, samt et hav af lækre franske restauranter. Kombineret med det hyggeligste lille hotel med pool og den smukkeste udsigt, var der ingen tvivl om hvor fødselsdagen skulle fejres.

 
 
tourrettes-sur-loup 10.jpg
 
 

HOTEL

Inden afrejse havde jeg booket et værelse på Auberge de Tourrettes, som skulle vise sig at være danskejet og yderst populært blandt andre danskere. Normalt ville dette nok trække lidt ned i forhold til hvad min kæreste og jeg normalt eftersøger på vores rejser, men man forstår med det samme hvorfor den gamle kro er populær blandt landsfællerne. At bo på Auberge de Tourrettes føles nemlig næsten ligesom at besøge familie i Sydfrankrig, hvor der er hjerterum og hvor man øjeblikket føler sig velkommen. På det lille hyggelige hotel i bjergene med den smukkeste udsigt, man kan forestille sig, går det bedste fra begge verdener op i en højre enhed. Vi kom med ét på fornavn med personalet, og på trods af at det var sent på sæsonen, så var hotellets 10 værelser mere eller mindre alle besat under vores ophold. Vejret var helt perfekt og om aftenen gik snakken under vinrankerne på terrassen fra bord til bord. I hotellets baghave finder man en lækker pool med udsigt til middelhavet og en hyggelig gårdhave, hvor man kan nyde et glas rosé. Hotellets ejer og resten af personalet gør alt for at imødekomme deres gæsters behov, og er altid et skridt foran, hvilket smitter af på stemning på hotellet.

Planlægger man et længere ophold i Tourrettes-sur-Loup viste en hurtig søgning på Airbnb, at der findes en del villaer i området samt et par hyggelige taglejligheder i den gamle bydel, som kunne udgøre et hjem nogle uger.

Det virker generelt som om Tourrettes-sur-Loup er en favorit blandt mange danskere og svenskere. Men det er her bestemt ikke en ulempe. Vi besøgte byen sidst på sæsonen og mængden af turister var derfor ikke for overvældende, på trods af at man næsten kan høre dansk eller en fransk-dansk accent lige meget hvor i den lille by man befandt sig.

RESTAURANTER

Selvom Toureettes-sur-Loup er en hyggelig by, så er det en turistby med dertilhørende turistrestauranter - med udtagelse af et par rigtig gode restauranter og et lækkert bageri. Vil man gerne smage det bedste af den franske cuisine, så kan det anbefales at man også søger lidt udenfor byen.

Le Saint-Martin

På min kærestes fødselsdag havde jeg booket bord til frokost på Michelin restauranten Le Saint-Martin Château Saint-Martin i bjergene over Vence, ikke langt fra Toureettes-sur-Loup. Det er værd at tage med at de fleste franske Michelin-restauranter, udover à la carte, også byder på særlige frokostmenuer med eller uden vinmenu. På Le Saint-Martin har de (udover udsøgt mad og vin) belle terrasse med udsigt over Côte d'Azur, som man altså får mest udbytte af i dagstimerne. Vores 3-retters frokost bød udover små starters bl.a. på karotter med smag af Provence, den lækreste and og udsøgte desserter.

Cinq

Efter frokosten på Le Saint-Martin, og et par timer ved poolen senere, smuttede vi forbi restauranten Cinq i selve Tourrettes, som jeg havde fået anbefalet hjemmefra. Restauranten byder på et moderne middelhavskøkken med nordisk inspiration og havde egentlig ikke plads. Alligevel fremtryllede tjeneren et bord til os bag køkkenet. Igen blev vi fristet af den sammensatte menu, hvis 5 retter bl.a. bød på bagt pastinak, tartar, kikærter med kødboller mm. hvilket bestemt heller ikke skuffede. Den dertilhørende vinmenu var desuden også virkelig lækker og vi gik hjem fra middagen med maverne fulde (!) og mættede på indtryk.

Auberge de Tourrettes

Auberge de Tourrettes finder man en af byens bedste restauranter. Om man bor på hotellet eller ej, bør man under alle omstændigheder booke bord på hotellets restaurant, hvor menukortet er fransk med en lille-bitte snert af dansk. Vi spiste middag i hotellets restaurant søndag aften, som var fyldt til én af sæsonens sidste middage på terrassen. Min kæreste bestilte Gambas og jeg Caprese med solmodne grønne tomater og DOP bøffelmozzarella til forret. Bagefter delte vi en Côte du Boeuf med Frites Maison og sauce “Uh la la” (som man ikke bør snyde sig selv for). Morgenmaden er desuden i en klasse for sig og kendt i hele byen.

La Colombe d'Or

Vi gik forbi hotel og restaurant La Colombe d'Or i Saint-Paul de Vence efter vores besøg på Fondation Maeght søndag eftermiddag i håbet om at der ville være et bord til en sen frokost. Den populære restaurant med den imponerende kunstsamling var desværre helt booket, hvilket jeg egentlig var forberedt på, da det anbefales at man booker bord til frokost eller middag i god tid.

Alain Llorca

Blandt kandidaterne til min kærestes fødselsdagsfrokost var Michelin restauranten Alain Llorca, som ligger i La Colle-sur-Loup nær Tourrettes-sur-Loup. Stjernekokken Alain Llorca’s restaurant af samme navn, er indehaver af 1 Michelin stjerne og belle terrasse med panoramaudsigt over Saint-Paul og bakkerne ned mod Côte d’Azur. Det endelige valg faldt dog på Le Saint-Martin, hvilket jeg bestemt ikke fortryder, selvom dessertvognen hos Alain Llorca ser meget fristende ud.

 
 
tourrettes-sur-loup 17.jpg
 
 
tourrettes-sur-loup 13.jpg
 

PROVENCE-ALPES-CÔTE D’AZUR

Provence-Alpes-Côte d'Azur er en fransk region, der dækker det sydøstlige hjørne af Frankrig. Regionen grænser op til Italien i øst, Middelhavet i syd, Languedoc-Roussillon i vest og Rhône-Alpes i nord. Tourrettes-sur-Loup ligger i departementet Alpes-Maritimes, grænsende op til Italien, Monaco, Haute-Provence, og floden Var, der munder ud i Nice og Middelhavet.

Der er mange små hyggelige bjergbyer omkring Tourrettes-sur-Loup, blandt andet Saint-Paul de Vence, hvor man finder Fondation Maeght og La Colombe d'Or. Vi besøgte byen en søndag, og selvom det var sent på sæsonen, så oplevede vi stadig en del flere turister i området, sammenlignet med Tourrettes-sur-Loup. De to byer byder begge på de karakteristiske gamle Middelalderlige “bjergbydele” med gamle huse og kirker, der kan dateres helt tilbage til 1200-1400 tallet.

Klimaet i departementet er middelhavsklima, med varme tørre somre og milde fugtige vintre. I modsætning til områderne længere vestpå, nyder Alpes-Maritimes godt af at ligge i læ for Mistralen (for det meste), på grund af bjergene omkring Grasse. Vi fik dog lov at opleve Mistralen et kort øjeblik søndag nat, hvor den susede igennem skodderne og træerne i byen.

 
tourrettes-sur-loup 32.jpg
tourrettes-sur-loup 29.jpg
 
 
tourrettes-sur-loup 20.jpg
 
 
tourrettes-sur-loup 31.jpg
 
 
image block.png

TRANSPORT

Da vi landede i Aéroport de Nice-Côte d'Azur bookede jeg en UberX til Tourrettes-sur-Loup, som tager omkring 25 min og koster ca. 40 EUR. Samme chauffør tilbød at hente os igen på afrejsedagen, hvilket vi selvfølglig takkede ja til. Skal man videre med Uber fra lufthavnen foregår det ved ”Kiss & Fly”, da Uber lissom mange andre steder ikke må køre ind på taxaholdepladserne. Vi oplevede i løbet af weekenden at det kunne være en udfordring at bestille en Uber eller Taxi, da chaufførerne fravælger at køre hele vejen fra Nice for at køre forholdvis korte distancer i bjergene udenfor sæsonen. Heldigvis fik vi et lift den ene gang vi ikke kunne finde en Uber eller Taxa, og fra de mere turistede områder som bl.a. Saint-Paul de Vence var det ikke et ligeså stort problem.

 
 
tourrettes-sur-loup 25.jpg
 
 
tourrettes-sur-loup 34.jpg
tourrettes-sur-loup cinq.jpg
tourrettes-sur-loup restaurant.jpg